Strandlyst har været vores siden sommeren 2018. Stedet er en ægte perle, og de mange muligheder i haven, ved havet samt inde i huset, gør Strandlyst helt særlig og unik.

Strandlysts historie går helt tilbage til 1777, hvor gården blev bygget. Den er blevet brugt til husdyravl, jorden blev dyrket med forskellige korn, hø-halm, grøntsager, bær og frugter og blomster. Der er også blevet slynget honning i kælderen mod havet, og om sommeren var der feriegæster og ekstra indtjening via café.

Havnen, som oprindeligt var en naturhavn, husede en del fiskere, og hytten, der fortsat står der, fungerede som fiskerhus. Havnen var en vigtig havn for beboerne i området.
I 1913 fik stedet bevilling til at have en “Afholdsbeværtning” i de tre sommermåneder, og i den forbindelse blev Havepavillonen, hvor man i dag kun kan se fundamentet, bygget.

Historien forlyder, at Bornholms største morbærtræ engang stod for enden af gården op mod landevejen. Træet blæste dog ned i en storm i 1967, hvor Strandlysts ejer både græd af sorg, fordi træet var blæst ned, men også af lettelse, for hvis træet var faldet den anden vej, var det faldet direkte ned i Strandlyst. Familien var i denne periode “blæst inde” på strandlyst uden strøm eller vand, men Strandlyst var heldigvis klar til den slags – så olielamper, det gamle komfur, kakkelovne, fadebur og brønd fuld af vand, gjorde det hele muligt.

Strandlyst havde, som så mange andre gårde, desværre også en del ubudne gæster under 2 verdenskrig, og efter krigen stoppede alle andre steder i Danmark, husede Strandlyst også nogle russere. Efter krigen blev det meget populært, for Københavnerne især, at tage til Bornholm, og dem der besøgte Strandlyst kom som oftest fra den bedre del af borgerskabet.
